Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 54
Forståelsen i Flexuddannelsen er derfor, at deltagelse i to års uddannelse, tilrettelagt som
praksislæring, hvor der bakkes op fra omgivelserne og relationerne vægtes, giver eleven en
Oplevelse Af Sammenhæng. Eleverne oplever begribelighed ved bl.a. at have en forudsigelig og
struktureret dag på uddannelsesvirksomheden med faste rutiner og opgaver. De oplever håndterbarhed i takt med, at de lærer at tackle og mestre udfordringer fra omgivelserne (faglærer,
kolleger, kunder/gæster, vejleder, holdkammerater m.fl.) og de oplever meningsfuldhed, når de
indgår i relationer og anerkendes som aktive og værdifulde deltagere i praksisfællesskaber.
”Praktikvirksomheden tog fra start godt imod mig, de var flinke, og så var de rigtig gode til at
involvere mig i samtalen, jeg følte mig faktisk ikke som ham den nye på noget tidspunkt.” Elev
Et centralt element, som har betydning for elevernes oplevelse af sammenhæng, er, om omgivelserne i Flexuddannelsen udviser forståelse for den enkelte elevs aktuelle kapacitet og nærmeste
udviklingszone. Vygotskys teori om begrebet den nærmeste udviklingszone vedrører det udviklingsniveau, hvor individet er i stand til at løse opgaver under vejledning af såkaldte Kompetente
Andre.21 Tanken er, at individet i samarbejde med Kompetente Andre kan præstere mere, end
det selv kan i situationen. Ifølge Vygotsky ligger der i samarbejdet om en problemløsningssituation et stort lærings- og udviklingspotentiale, fordi individet ved at samarbejde med Kompetente Andre kan få hjælp med en opgave, som det ikke her og nu selvstændigt kan løse, men har
potentiale til at komme til at kunne gennem videre udvikling og læring. Netop samarbejdet og
relationen mellem individ (elev) og Kompetente Andre (faglærer, ansatte, vejleder, holdkammerater, kunder/gæster m.fl.) udfoldes og udvikles i praksisfællesskaberne i virksomhederne.
4.6 UNDERVISNING I FAGET
Struktur, relationel kontinuitet, genkendelighed og gentagelse i elevens deltagelse i praksis og
i den daglige teoriundervisning, opnås gennem planlægning mellem faglærer og virksomhed
og gennem faglærerens kobling mellem den praktiske og teoretiske undervisning. Faglærer er
facilitator, formidler og faglig rollemodel og er til stede hele elevens undervisningstid.
”Flexuddannelsen er lidt anderledes, fordi man ikke hele tiden skal sidde på skolebænken for
at modtage undervisning og og det ene og det andet. Nu lærer vi i stedet ude i køkkenet. Og
så lærer jeg mere. Jeg har lært rigtig meget. Jeg er blevet bedre til at være selvstændig. Jeg
tror mere på mig selv. Jeg er gladere. Jeg kan virkelig mærke en forskel på mig selv. siden
jeg begyndte i uddannelsen. Jeg har fået mere selvtillid. Og jeg vil gerne på arbejde, så jeg er
blevet mere glad for at gå på arbejde.” Elev
Derudover gennemsyres undervisningen i fagene af de didaktiske principper, der er gennemgået ovenfor – herunder de metodiske tilgange, der lægges op til i forståelse af progression
gennem praksislæring. Tilrettelæggelsen og progression sker derudover ift. uddannelsens
lærings- og kompetencemål og den enkelte elevs læringsbehov, som de udfoldes i de konkrete
praksisfællesskaber. Dette beskrives i det følgende kapitel om undervisning og vejledning.
21
Dale, E.L. (2006). Læring og udvikling – i leg og undervisning. I Bråten, I. Vygotsky i pædagogikken. København, Frydenlund
54