Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 53
”Jeg har tidligere haft rigtig svært ved at lære nye mennesker at kende, men jeg har påFlexuddannelsen og i min praktik lært, at det kan jeg sagtens, og at det faktisk er lidt sjovt
at møde nye mennesker.” Elev
En væsentlig del af den løbende vejledning med den enkelte elev handler om udvikling af hensigtsmæssige mestringsstrategier. Mestring handler om, hvad man stiller op, når man møder
modgang, forhindringer, problemer og udfordringer. Målet er at lære, hvad der virker for en
selv i forhold til at klare modgang og stressende situationer. Et tæt teamsamarbejde mellem
faglærer og vejleder sikrer en fælles pædagogisk strategi og tilgang i arbejdet med den unges
mestringsstrategier.
Til at forstå vigtigheden af udvikling af mestringsstrategier er der hentet inspiration i Antonovskys teori om Oplevelse Af Sammenhæng (OAS).20 Antonovskys perspektiv er salutogenetisk,
dvs. han retter opmærksomheden mod det, der skaber sundhed, og som bevirker, at individet
vælger effektive strategier i forskellige livssituationer. Sundhed er her både fysisk og mental
sundhed. Et centralt aspekt i Antonovskys teori er begrebet mestring, som omtales som ”en
oplevelse af sammenhæng”. Han peger på tre forhold/egenskaber, der er fremtrædende hos
mennesker, som mestrer livet, og som oplever sammenhæng: begribelighed, håndterbarhed og
meningsfuldhed.
Begribelighed handler om forudsigelighed: At verden opleves sammenhængende og struktureret og ikke som kaotisk, tilfældig og uforklarlig. Håndterbarhed handler om belastningsbalance,
dvs. når vi udsættes for krav eller trusler, er det vigtigt at have adgang til ressourcer, der gør det
muligt at tackle udfordringerne, dvs. vigtigt at føle, at man har kontrol over og formår at påvirke
en bestemt situation. Meningsfuldhed handler om delagtighed, dvs. hvilken betydning vi emotionelt tilskriver udfordringer. Antonovsky peger på, at følelser er vigtige i mestringssammenhæng, fordi følelser ofte påvirker såvel vores indstilling til og vores engagement i en sag. Således
bliver oplevelsen af meningsfuldhed en slags indikator for, om vi er motiverede for at investere
energi i de problemer, vi støder på.
Antonovsky påpeger, at Oplevelsen Af Sammenhæng ikke opstår af sig selv, men gennem læreprocesser livet igennem. Hvis kvaliteten af læreprocesserne er god, vil den medvirke til, at
følelsen af sammenhæng bliver styrket, og at individet dermed bliver mere modstandsdygtigt
over for stressfaktorer, som det uundgåeligt udsættes for. Når der anskues fra det salutogenetiske perspektiv, er det ikke kun individets individuelle ressourcer, der fokuseres på, men i samme
grad kvaliteten af opbakningen fra omgivelserne samt kvaliteten af mellemmenneskelige relationelle forhold.
”Vi har en elev i køkkenet, der, når han oplever at blive presset for meget, kan gå i affekt og
udvise voldsom modstand og efterfølgende kan være svær at få ud af denne tilstand. Vores
indgangsvinkel har været at give ham mere plads ved rent fysisk at flytte os et par skridt
bagud for at vise, at vi respekterer hans private ”space”, mens vi med neutral stemmeføring
forsøger at tale ham ned. Udgangspunktet må hele tiden være at møde eleven med omsorg
og forståelse frem for krav og insisteren. Efter eleven har opdaget, at vi godt kan rumme
hans udfald, og vi alle ved, hvad vi skal gøre for at hjælpe, har det mindsket modstanden
meget.” Vejleder
20
Sævareid, H. I. (2009). Om ”menneskearbejde” og ”ekspertarbejde” i vejledningen. I Eide, S. Til den andens bedste.
Dansk Psykologisk Forlag.
53