Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 49
Det anerkendende fokus handler om at blive set, som den man er, af andre mennesker, at blive
taget alvorligt og mødt som værende ligeværdig og at opleve at være ok, som man er. Derudover at opleve, at man har værdi for fællesskabet og have en retssikkerhed som alle andre
samfundsborgere. Her er inspirationen Axel Honneths teori om anerkendelse, som går ud på, at
mennesker i moderne samfund udvikler sig med en sund identitet og til ansvarlige borgere, hvis
de møder anerkendelse såvel i privatsfæren (i familien) i den solidariske sfære (bl.a. arbejdsfællesskaber) samt den retslige sfære (bl.a. lige adgang til offentlig service).15 Det sidste kan fx
handle om, at man som ung med handicap har adgang til kompetencegivende uddannelse på
samme vilkår som andre unge.
”Jeg bliver meget ligeværdigt behandlet. Når jeg er i butikken, selvom jeg ikke er ansat, så
føler jeg mig som en del af stedet, som de andre fastansatte.” Elev
Manglende anerkendelse kan ifølge Honneth medføre erfaringer med krænkelse, som kan
skade mennesker dybt og være ødelæggende for selvtillid, selvrespekt og selvværd. Manglende
anerkendelse gennem livet kan derfor komme til udtryk i form af uhensigtsmæssige mestringsstrategier, som skal aflæres gennem den pædagogiske praksis, mens nye mere hensigtsmæssige mestringsstrategier udvikles.
”Min selvtillid var meget dårlig, inden jeg startede på Flexuddannelsen, men i løbet af Flexuddannelsen og så til nu har den rykket sig en del. Ligesom min åbenhed den er også blevet
bedre, så jeg rykker mig på den måde. Jeg kan flere ting, jeg tænker lidt bedre om mig selv,
og jeg kan lidt mere, synes jeg selv.” Elev
Med afsæt i menneskesynet i KRAP er udgangspunktet, at eleverne altid gør det bedste, de kan i
en given situation ud fra de forudsætninger, de har. Det betyder også, at når en elev ikke udvikler
sig fagligt eller udebliver og glemmer at give besked, så er der som regel en forklaring, som faglæreren, ofte sammen med vejlederen, må hjælpe eleven med at få frem ved at spørge og især
lytte til elevens oplevelse. Faglærer og vejleder er i processen opmærksomme på deres egen
forforståelse og stoler på, at eleven selv kan forklare, hvad der er på spil.16 Når forklaringen findes frem, viser der sig oftest – ved fælles hjælp - en løsning. Eleven vil ofte erfare, at det at lære
nyt kan være svært og nogle gange smertefuldt, men at det er ok, når man er kommet videre.
Faglærer og vejleder skal kunne holde stemningen oppe (anerkendelse, humor), selvom det ikke
gik helt godt, uden at det går ud over alvoren og ansvaret for opgaven.
”Faglærer og jeg har gennem længere tid bemærket, at eleven nogle dage møder op både
træt og uoplagt. Eleven har svært ved at sætte ord på, hvordan hun har det, og hvordan hun
gerne vil have hjælp. Derfor har jeg aftalt med hende, at hun hver morgen, når hun sidder i
bussen, sender en sms til mig med enten en grøn pære, en gul citron eller en rød tomat. Grøn
signalerer, det er en god dag med overskud, gul en halvgod dag og rød er en øv-dag, hvor vi
ikke skal stille mange krav. På den måde kan eleven kommunikere, hvordan hun har det den
pågældende dag, og jeg kan forberede faglærer og evt. andre i virksomheden på hendes
dagsform. Det fungerer indtil videre rigtig godt.” Vejleder
Honneth, Axel (2006). Kamp om anerkendelse, Hans Reitzel Forlag
Yderligere inspiration og fastholdelse af at faglærer og vejleder tager elevens indefra-perspektiv kan også findes
inspiration i Dorthe Birkmoses syn på professionel hjælpekunst: Birkmose, Dorthe (2021). Mennesket er motiveret,
Syddansk Universitetsforlag.
15
16
49
