Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 44
”De unge har lært rigtig meget... de bliver hurtigt en del af de teams, vi har i forvejen. Det
er ret imponerende. Og det, at de har et papir bagefter, gør det også nemmere for os som
arbejdsgivere at se, hvad det er for nogle kompetencer, de unge har.”
Afdelingsleder i uddannelsesvirksomhed
4.3 PRAKSISLÆRING OG AUTENTISKE PRAKSISFÆLLESSKABER
En autentisk ramme for praksislæring opnås gennem virksomhedsforlagt uddannelse, der
veksler mellem undervisning på hold og sidemandsoplæring.
Undervisningen på uddannelsen er derfor tilrettelagt som praksisbaseret undervisning på små
hold med en fast faglærer og vejleder, der skaber helhed og sammenhæng i undervisningens
indhold og rammer.
Læringsteoretisk refereres til Lave og Wengers forståelse af læring som en social proces, der
finder sted i relationen mellem mennesker i et praksisfællesskab.11 Det vil sige, at læring er
kontekstafhængig. Teoriens begreber om legitim, perifer deltagelse, situeret læring og praksisfællesskaber kan bruges til at belyse og forstå elevens position og udvikling på uddannelsen.
De fleste arbejdsopgaver, som eleverne skal løse, indgår i virksomhedernes daglige drift. Det
bidrager til, at eleverne oplever, at det, de laver, har betydning for andre mennesker og for, at
virksomheden fungerer. Eleverne erfarer, at de er nødt til at møde hver dag til tiden, hvis opgaverne skal lykkes. De får respons fra kolleger i virksomheden, fra kunder/gæster/brugere på
det, de laver, hvorigennem de lærer om branchens standarder.
Når uddannelsen er baseret på praksis, kan teoriundervisningen relateres til fælles erfaringer i
hverdagen. Det giver mening, skaber glæde, motiverer og udvikler faglig identitet hos eleverne.
I begyndelsen af uddannelsen deltager eleven som legitim, perifer deltager i virksomhedens
praksisfællesskaber.12 Det vil sige, at de iagttager, hvad der foregår for langsomt at blive mere
inddraget og få mere ansvar. Ved slutningen af uddannelsen kan eleverne selvstændigt med
adgang til vejledning udføre de arbejdsopgaver, de er oplært i. Didaktisk er dette oversat til tre
læringsniveauer, hvor eleven bevæger sig fra at få instruktion til at kunne løse opgaver under
vejledning til, ved uddannelsens afslutning, at kunne udføre opgaverne selvstændigt med adgang til vejledning.
Læreprocessen forstås som en dynamisk bevægelse, hvor eleven går fra at være perifer til
mere fuldgyldig deltager i et praksisfællesskab. At læringen er situeret, betyder bl.a., at hvad,
der læres hvornår, ikke altid kan planlægges, idet der læres ud fra det, der opstår i hverdagssituationer, hvor hændelser, interaktion og kommunikation mm. efterfølgende tages op i samtale
mellem elev og faglærer eller på holdet i den daglige teoriundervisning.
Lave, J. & Wenger, E. (2003). Situeret læring og andre tekster. København. Hans Reitzels Forlag.
Praksisfællesskaber er ifølge Wenger kendetegnet ved tre forhold: Gensidigt engagement, Fælles virksomhed og
Fælles repertoire. Gensidigt engagement opstår, når individer er engageret i handlinger, hvis mening de sammen forhandler gennem det gensidige engagement medlemmerne imellem. Fælles virksomhed handler om, at vi foretager os
noget sammen. Det er under udøvelsen af selve virksomheden eller handlingen, at den fælles virksomhed defineres. Det
er altså noget, vi forhandler. Fælles repertoire dækker over fælles måder at tænke, handle og tale på. Det er med andre
ord et fællesskabs fælles ressourcer. Praksisfællesskaber. Læring, mening og identitet, 2004
11
12
44
