Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 40
ET FORSTÆRKET FØLGESKAB INDEBÆRER PRIMÆRT:
• at der skabes en god og tæt kontakt mellem jobcenteret og den unge
• at vejleder og/eller jobkonsulent sammen med den unge kontakter virksomheder
og afklarer, at det er det rigtige match til en virksomhedspraktik
• at vejleder følger den unge den første dag til virksomhedspraktikken og er i kontakt
med den unge 1-2 gange om ugen de første uger og derfra efter behov
• at vejleder tilbyder en kort introduktion og senere opfølgende, korte møder til det
personale, der skal samarbejde med den unge – om hvad arbejdspladsen kan gøre,
for at den unges kompetencer kommer i spil, herunder om den unges støttebehov
• at vejleder støtter etablering af kontakt mellem jobcenteret og virksomheden ved
mulighed for oprettelse af fleksjob samt i forhold til ansøgning om mentorstøtte eller
personlig assistance
Herfra gælder det, ligesom i følgeskab til de unge, der kommer direkte i job, at vejlederen står
til rådighed med telefonkontakt for derigennem at guide den unge videre til en mentor eller
personlig assistance eller kommunal konsulent, når han/hun bliver i tvivl om noget, der kræver
hjælp.
De unge, der har gennemført en Flexuddannelse, har kompetence til at bestride et fleksjob inden
for den branche, hvor de er uddannet, men mange af de forventninger, de unge mødes med i
jobcentret som ledige fleksjobbere, er vanskelige for de unge at indfri uden støtte. En del af de
unge vil være udfordret i forhold til at skulle lægge deres CV op, søge stillinger skriftligt eller
læse, forstå og handle på skriftlig information fra jobcentre, fordi mange af dem er udfordret
på skriftlighed. Derfor arbejdes der i den sidste del af uddannelsen med jobsøgning som tema
i gruppevejledningen – evt. i et samarbejde mellem vejleder på uddannelsen og den enhed, der
har at gøre med fleksjobbere.
Kommunen kan på baggrund af en individuel vurdering friholde unge med kognitiv funktionsnedsættelse fra at lægge CV op, men en del af de unge vil derudover have behov for mere støtte i
jobsøgningen end de øvrige fleksjobansøgere, kommunerne servicerer.
Kommunernes jobcentre skal følge op på fleksjobansættelser efter 2 ½ år. For mange af de unge
med kognitive handicap vil det være nødvendigt med tidligere og hyppigere opfølgning.
40