Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 30
EKSEMPLER PÅ OPGAVETYPER
En færdiguddannet elev på et lager har fået ansvar for at køre feje- og vaskemaskine. En opgave
som tidligere er gået på omgang hos andre medarbejdere, men som den unge trives med at
have ansvar for og udføre som fast opgave 2-3 dage om ugen, mens han på ugens øvrige dage
prismærker og sætter alarmer i varer.
På et lager i et byggemarked har en færdiguddannet elev fået ansvar for lagerets udlejning af
maskiner.
En ung inden for detail har fået ansvar for hele mælkekøleren. En anden står ofte for, at hele
grøntafdelingen er salgsklar og indgår også i oplæringen af ungarbejdere, ligesom hun efter
mere end et års ansættelse har fået udvidet sin arbejdstid både i volumen og i forhold til hvornår
på dagen, hun kan møde ind.
En ung køkkenmedarbejder har fået ansvar for køkkenets brødbagning, som han ifølge køkkenchefen varetager mere snorlige, end andre i køkkenet ville gøre.
Der er eksempler på, at flexelever bliver ansat i allerede eksisterende fleksjobstillinger, hvor
tidligere fleksjobansatte ophører, og der er eksempler på, at der bliver oprettet nye fleksjobstillinger, hvor der identificeres opgaver, der passer til elevens kompetenceniveau. Det har nogle
steder betydet, at andre medarbejdere har kunne overgå til mere komplekse opgaver.
Erfaringen viser, at virksomhederne skal være forberedt på, at opgaveløsningen tager længere
tid end for andre medarbejdere, og at der løbende skal være en kollega, der hjælper med at skabe struktur og forudsigelighed. Til gengæld får de virksomheder, der giver eleverne den nødvendige tid og udviser tålmodighed i begyndelsen af et ansættelsesforløb, ofte ’pay back’ i form
af grundig og stabil udførelse af opgaverne af medarbejdere, som bliver længe i jobbet.
”Han har en kæmpestor ja-hat på. Og så har han helt sikkert været med til at gøre mig til en
bedre leder (...) jeg har lært, at det gælder om at forklare én ting ad gangen uden for mange
informationer på en gang. Han er bare en stjerne, og nu kan han være med til at oplære nye
kolleger.” Souschef i virksomhed, der har ansat en færdiguddannet flexelev
30