Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 27
DET SVÆRE SKIFT
For nogle elever er skiftet til en individuel praktik en god ændring med afveksling og udfordringer, men for de fleste elever er der en vanskelig omstillingstid på 3-4 uger, hvor eleven skal vænne sig til alt det nye. Det er et eksempel på, at de opnåede kompetencer er kontekstafhængige,
og at eleven skal have tid til at lære at mestre sin omverden. Evt. uhensigtsmæssige mestringsstrategier, som eleven ellers har aflært, kan vende tilbage, og eleven præsterer i begyndelsen
ikke lige så selvstændigt og lige så meget, som på uddannelsesvirksomheden.
”Da jeg startede, var det hårdt, fordi jeg var alene; der kom også sure kunder, nu ved jeg
mere om det og kan hjælpe kunderne, jeg er blevet mere rolig med det, mere cool med det,
nu ved jeg jo, hvor varerne er henne.” Elev
Det kan for nogle elever være svært at sige til, når de bliver trætte samt at overholde pauser og
disponere kræfterne, fordi de gerne vil vise det nye sted, at de kan klare det. Derfor bliver nogle
elever ved, til de er så udtrættede, at de har svært ved at møde dagen efter. Der kan derfor i
begyndelsen også være mere fravær end gennemsnitligt. Efter 3-4 uger opdager eleverne ofte,
at de er dygtigere, end de selv var opmærksomme på i uddannelsesvirksomheden, og en del
af praktikvirksomhederne evaluerer også til slut, at eleven viste sig at være dygtigere, end de
havde forventet ved praktikkens begyndelse.
”Eleven var meget stille de første par dage, hun var her og virkede nervøs og lidt forpjusket,
men nu virker det som om, hun føler sig mere tryg.”
Kontaktperson på virksomhed ved evalueringssamtale efter praktik
27