Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 26
Formålet med den første uddannelsespraktik er, at eleven prøver at overføre det lærte til en
ny kontekst. Efterfølgende arbejdes der videre med både de succeser og de udfordringer, der
viser sig. Derudover danner den første uddannelsespraktik grundlag for den beskrivelse til
elevernes forberedende plan, som uddannelsen afleverer til kommunen efter ca. halvandet års
uddannelse med henblik på, at eleverne kan få deres fremtidige forsørgelsesgrundlag afklaret
samtidig med, at de afslutter uddannelsen med eksamen.
”Det går rigtig godt - de er supersøde og jeg kan allerede mærke, at det her nok skal blive
godt - det håber jeg i vert fald.” SMS-besked til faglærer fra elev i kort individuel praktik
Den lange uddannelsespraktik i fjerde semester indgår som en del af kompetenceudviklingen
og som brobygning til fleksjob.
Begge praktikker skal:
• Give eleverne et bredere kendskab til faget
• Bidrage til at den unge får øget indsigt i egne opnåede kompetencer, herunder
hvor der fortsat kan være brug for støtte og udvikling af mestringsstrategier.
• Give eleverne mulighed for at arbejde selvstændigt i en ny kontekst og dermed
en forsmag på arbejdslivet uden faglærer og vejledning, men stadig med mulighed
for støtte gennem praktikbesøg.
• Give de unge et netværk i branchen og evt. bane vejen for job ved, at den unge får
mulighed for at demonstrere sine kompetencer i en potentiel aftagervirksomhed.
”Jeg synes, det var godt at være i praktik. Det var godt at prøve noget nyt. Det var specielt
godt, fordi det var i en afdeling med medier. Det var også godt at møde nye mennesker og
opleve nye regler. De gik meget op i at sortere affaldet. Det var godt.”
Elev ved evalueringssamtale med virksomhed efter praktik
Hvis der hen mod slutningen af et praktikforløb åbnes op for en konkret ansættelse af den unge,
er det erfaringen, at det styrker muligheden for ansættelse efter endt uddannelse, hvis en konsulent fra kommunens fleksjobenhed med det samme kommer ud på virksomheden og forklarer, hvad det indebærer at ansætte en medarbejder i fleksjob, – hvis dette ikke allerede er kendt
viden for virksomheden.
”Han er bare faldet ind som en del af arbejdspladsen med de opgaver, der er og har nu fået
flere rutiner. Han er en humørspreder og meget omsorgsfuld.”
Praktikvirksomhed ved evaluering af lang praktik
ETABLERING AF PRAKTIK
Valg af individuelle praktikker sker ud fra en kombination af elevønsker, læringsmuligheder og
jobperspektiv.
Faglærer og vejleder indgår i det opsøgende arbejde for at skaffe relevante praktikpladser. Før
der indgås en aftale, gøres virksomheden bekendt med elevens kompetencer samt skåne- og
støttebehov. Ved indgåelse af praktik, indgås aftale omkring elevens opgaveområder, mødetider
m.m., som indskrives i en praktikaftale, der underskrives af elev og virksomhed. Hvis praktikvirksomheden ved den lange praktik i 4. semester på forhånd må udelukke mulighed for en ansættelse, indgås der som regel ikke praktikaftale.
26