Årsrapport GLAD Fonden_2025 - Flipbook - Page 12
GLAD TEATER
Glad Teater skaber forandring
gennem scenekunst. Vi tilbyder rum
for inklusion gennem scenekunst
og læring og inviterer til grænseoverskridende fortællinger, der kan
mærkes.
SUCCESFULDT
ÅR
2025 blev endnu et år, hvor vores skuespillere med funktionsvariationer stod stærkt på den danske
teaterscene og skabte udfordrende, rørende og tankevækkende produktioner for publikum. En særlig
glæde er, at vi især ser en stigning i interessen hos et yngre publikum.
SAMARBEJDE MED KAOSTEATER
Årets første projekt var et samarbejde med Kaosteater, der har base i Århus. Her gik de sammen med
skuespillerne - og med udgangspunkt i vores faste samarbejdspartner Thorvaldsens Museum - på
opdagelse i, hvad museumsoplevelsen er og kan. Projektet startede som en undersøgelse af, hvad man
må og ikke må på et museum og ledte til en visning på museet. Som et centralt tema for projektet var
museets udfordringer med tilgængelighed, hvilket blev tydeliggjort, da flere af vores skuespillere ikke
kunne komme fysisk ind på museet og derfor måtte medvirke på skærme. Projektet var en stor succes
og var inspirerende for såvel publikum som Thorvaldsens Museum.
PUBLIKUMSSUCCES
4.48 Psykose er den britiske dramatiker Sarah Kanes ikoniske tekst om psykisk lidelse, selvmord og
kampen for at være til. I vores version blev forestillingen spillet af tre skuespillere fra Glad Teater og
en ekstern skuespiller, produceret i samarbejde med Teater Sort/Hvid på Vesterbro i København.
4.48 Psykose blev en stor publikumssucces og spillede for næsten udsolgte huse. Publikum var i høj
grad unge samt personer i berøring med psykiatrien. I forbindelse med forestillingen havde vi skabt
tiltag, der gjorde, at særligt sårbare publikummer fik en tryggere tilgang til teateroplevelsen.
Forestillingen spillede i januar 2026, men blev primært produceret i 2025.
REVOLUTIONEN FORTSÆTTER
Hen over året har vi, udover forestillingerne, haft en række udviklings- og træningsforløb med skuespillerne. Her kan bl.a. nævnes Revolution, hvor vores skuespillere arbejder som både musikere,
komponister, skuespillere og dramatikere. I foråret 2025 undersøgte to musikere, en instruktør og
en dramatiker temaet revolution sammen med vores skuespillere og med afsæt i deres perspektiver
og idéer til både tekst og musik. Forløbet blev afsluttet med en succesfuld arbejdsvisning for et inviteret
publikum. Revolutionen fortsætter med endnu et udviklingsforløb i 2026 og peger hen mod produktionen
af en ny forestilling i 2027.
12